Kaffekuppet kiksede i starten
21.02.2012 kl. 23:26
Af
Foto: SYDØSTJYLLANDS POLITI
Artikler om samme emne
Annonce
En af politiets afhøringsrapporter giver måske et billede af, hvordan det lykkedes at køre fire containere fyldt med Merrild kaffe ud fra Centerhavnen i Fredericia. Rapporten benægtes dog fuldstændig af tiltalt i retten
Hvordan kaffekuppet til tre millioner på Centerhavnen i Fredericia for præcist et år siden udspillede sig, det ved kun de involverede gerningsmænd indtil videre. Og selvom kuppet i disse dage oprulles ved en domsmandsret i Kolding, er talelysten hos de tiltalte nærmest mikroskopisk, og alle er stort set ramt af et kollektivt hukommelsessvigt.
To hvide Volvoer
Men en afhøringsrapport fra politiet i Kolding, som blev optaget den 9. august 2011 i forbindelse med afhøringen af en af de tiltalte i sagen, kan måske give muligt forløb af de store tyveri.Ifølge politirapporten tog kuppet sin begyndelse, da i alt fire mænd kørte sammen i en bil til Fredericia og gjorde holdt tæt på Shell Raffinaderiet. Her stod der to hvide Volvo lastbiler, som den ene af dem satte sig ind og startede.
Adgang via gæstekort
Offentligheden har hidtil ikke fået at vide, hvordan kaffetyvene kunne skaffe sig adgang til det afspærrede og videovervågede område på Centerhavnen i Fredericia. Men ifølge avisens oplysninger gjorde kaffetyvene brug af et såkaldte gæstekort og kunne uhindret køre ind og ud af område med ikke færre end fire store trailere, hver især fyldt med 34 paller Merrild kaffe, til en værdi af 700.000 kr.
Tabte sættevogn
Helt glat gik kaffekuppet dog ikke ifølge politirapporten. Ifølge den ankom gerningsmændene til Centerhavnen og kørte Volvo trækkeren direkte hen til en af de fire sættevogne. Her hjalp de hinanden med at efterspænde sættevognen. Men da de ville køre fra stedet, drejede føreren af sættevognen skarpt og tabte sættevognen ned.Men det fik ikke tyvene til at opgive deres forehavende. De vendte ifølge politirapporten senere tilbage og ifølge videoovervågningen på Centerhavnen lykkedes det dem i tidsrummet fra kl. 0.31 til kl. 1.35 at stjæle de fire containere, fyldt med kaffe og køre dem væk fra havnen.
Dna-spor på cigaretskod
Ifølge politirapporten blev sættevognene kørt forskellige steder hen. Men en af dem blev kørt til en oplagsplads i Bramming. Her blev sættevognen anbragt ved siden af et maskinhus, og det var også her, at politiet fandt cigaretskod med dna-spor fra to af de tiltalte.To af sættevognen blev efterfølgende fundet efterladt og tømt for indhold på henholdsvis Glarmestervej og Håndværkervej i Erritsø. Det skete den 31. januar og den 1. februar 2011. Den 2. februar blev en hvid Volvo lastvogn forsøgt stukket i brand ved Randbøl. Ifølge politiet var der tale om en af de trækkere, som blev anvendt ved kaffekuppet. Endelig blev den sidste sættevogn fundet med kaffe ved Bramming den 2. februar.
Ikke bange for nogen
I retten benægtede den tiltalte, en 27-årig mand, sin forklaring til politirapporten. På anklagerens spørgsmål svarede han, at det alt sammen var noget som politimanden havde fundet på. Anklageren ville samtidig vide, om der kunne være en forklaring på, at han benægtede hele den forklaring, som han havde givet til politiet.Hertil svarede den tiltalte blot: - Jeg er ikke bange for noget.
Ifølge den 27-årige skulle politimanden, som havde afhørt ham, have optrådt ”rigtigt ondt”. Han havde gentagne sagt til ham: ”Du ved godt, hvad der er foregået” og han havde nærmest lagt ordene i munden på ham.
Desuden sagde den tiltalte, at han i perioden havde haft problemer med narko og have svært ved at huske den ene dag fra den anden.













RSS