Travle tyve i Centerparken
Natten til onsdag har der været et gevaldigt rend af indbrudstyve i Centerparken i Brande. Eller også har nogle få indbrudstyve bare haft en travl nat. I løbet af natten er der blevet anmeldt tre indbrud steder i Centerparken.
Klokken 1.22 lød alarmen hos tandplejen, hvor der var blevet kastet en sten igennem ruden. Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er der dog ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der er blevet stjålet noget fra klinikken.
Senere på natten var der to gange indbrud på Brande Rådhus, som ligeledes ligger i Centerparken.
Både i rådhusets kantine og i et kontor er der i løbet af natten blevet knust ruder med sten. Det ene sted er knusningen sket klokken 3.38, og i det andet tilfælde er politiet fortsat i tvivl, om det er sket på samme tidspunkt, eller om tyvene har været i gang tidligere på natten.
I hvert fald har tyvene skaffet sig adgang, men de har tilsyneladende ikke fundet noget på rådhuset, som de fandt interessant nok til at tage med
- De har været inde og rode lidt, men man har ikke umiddelbart kunnet se, at der er stjålet noget. Det finder man nok først ud af, når personalet møder ind her til morgen, siger Bent Smedegaard, vicepolitikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi.









RSS