Kasper flytter forretningen til Tøj 4 Os
Burgdorf lukker forretningen i Centeret, men det betyder heldigvis ikke at forretningens mange kunder skal undvære Kasper Madsen, som gennem snart mange år har klædt Børkops drenge og mænd på til hverdag og fest.
Kasper holder nemlig bare flyttedag, og rykker pr. 1. februar ud til Industrivej 78, hvor han har fået sin egen afdeling i Tøj 4 Os.
- Vi kalder fra nu af herretøjsafdelingen for Kaspers Corner, og den bliver udvidet, så den kommer op ca. 150 m2. Kasper tager sine egne tøjmærker med, og kommer til at køre afdelingen helt som hans egen forretning, fortæller Sanne Lomholt, der er daglig leder i Tøj 4 Os.
Hun glæder sig til det nye samarbejde, for hun ved jo godt, at Kasper er en kapacitet på sit område.
-Det bliver i fremtiden i langt højere grad muligt at klæde hele familien på i Tøj 4 Os, som jo altid har stået stærkt hvad angår dame- og børnetøj. Nu kan farmand så også få et endnu større udvalg og samtidig en virkelig kompetent betjening, siger Sanne.
Kasper Madsen er også utrolig glad for det nye samarbejde.
-Tiderne er hårde, og alternativet var at lukke helt ned. At jeg så får sådan et tilbud om et samarbejde med en velfungerende lokal butik, ja det er bare fantastisk! Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, siger Kasper, der i den seneste tid har holdt ophørsudsalg i den gamle forretning i Børkopcenteret.
-Det har ikke været nogen rar situation, men nu er det hele vendt til det bedste. Jeg beholder mine gamle leverandører, så jeg kan tilbyde det samme sortiment til kunderne på den nye adresse, fortæller Kasper.
Kaspers Corner kan også tilbyde skrædderhjælp og rensning, ligesom sko, lædervarer og undertøj bliver en del af udvalget. Drenge og mænd kan med andre ord blive klædt på fra yderst til inderst i Kaspers Corner.
Som det fremgår af annoncen herunder er der gode tilbud i Tøj 4 Os i forbindelse med etableringen af den nye afdeling.
Når Kasper er helt på plads i næste uge, vil han ligeledes byde gamle og nye kunder velkommen med lækkert tøj til gode priser.
-En så glædelig begivenhed bør fejres, siger Kasper og antyder, at det vil den også blive!






RSS