Problematisk succes
Spejderne i Gårslev:
Spejderne i Gårslev tæller godt 100 medlemmer, og så sent som i marts måned tog knap 100 børn, ledere og køkkenhjælpere på vinterlejr på Houens Odde Spejdercenter. Spejderne i Gårslev har i mange år været en af landets største grupper.
Der er fortsat mange børn i spejderenhederne – bævere, ulve, juniorspejdere og storspejdere, også når vi når hen til næste sæson. Børn fra 0-klasse til 8. klasse mødes forskellige aftner i spejderhuset på Møllestien, og hver aften er der voksne ledere der sørger for der sker noget spændende. Heri ligger en stor del af spejdernes succes.
Det har gennem mange år været en stor og stabil flok ledere hos Spejderne. Det er der fortsat. Men ikke mange nok. Spejderne har derfor igangsat en hvervningskampagne for at skaffe nye ledere/assistenter.
Vi søger nye voksne spejderkammerater til hjælp i vore forskellige enheder, og vi søger bredt både blandt børnenes forældre, men også mere generelt via hus omdelte løbesedler. Målet er at der skal skaffes 4 nye ledere/assistenter inden den nye sæson starter i uge 33 i august måned.
Der findes i spejderbevægelsen uddannelsesmuligheder, så det er først og fremmest personer med lyst til friluftsliv, bål og mange andre spændende aktiviteter vi søger. Har du lysten skal vi nok sørge for du får kompetencerne. Ingen nye ledere bliver ladt alene, og vil indgå i et eksisterende lederfællesskab, hvor alle forsøger at hjælpe det der er muligt.
Spejderne i Gårslev har udover spejderhuset i Gårslev en lille spejderhytte i en skovkant tæt ved Rands Fjord, hvor der er rige muligheder for at dyrke udelivet – overnatte – sejle i kano - klatre i træer og meget andet.
Skulle interessen være vagt, så kom forbi spejderhuset en aften hvor der er møde i de forskellige enheder, eller kontakt vores gruppeleder Vibeke Terkelsen 7586 8862, og hør nærmere om muligheder.






RSS