Drop støtten til VB Kolding A/S
indsendt af
Torben Elsig-Pedersen,
byrådsmedlem for Radikale Venstre,
Langgade 60, 7321 Gadbjerg
Den kommunale økonomi er anstrengt. Derfor har et enigt byråd skåret ned og fyret personale under budgetforhandlingerne. På idrætsområdet har vi været nødt til at indføre gebyrer, som bl.a. kommer til at gøre det lidt dyrere for børn og unge at dyrke idræt. I det lys er det helt uden for al logik, at et flertal i økonomiudvalget nu vil rutte med pengene og give et lokalt aktieselskab, der driver professionel underholdningsindustri i Nørreskoven, en lille million kroner i ekstra støtte over de kommende tre år.
Støtten pakkes ind i floromvunden retorik om markedsføring af kommunen. Men det holder ikke. Kommunens opgave er ikke at lave skjult erhvervsstøtte til Vejle Sport A/S. Radikale Venstre stemte imod beslutningen i økonomiudvalget, og vi agter at gøre det samme i byrådet. Håbet er, at politikere på tværs af partierne bakker op, fordi det er en helt forkert prioritering.
Kommunen skal først og fremmest bruge skattekroner på kerneopgaverne – børn, unge og ældre. Ikke ødsle penge ud på aktiviteter i relation til professionel fodbold.
VB har skabt et unikt netværk blandt erhvervsfolk i Vejleområdet. Jeg er sikker på, at kommunens erhvervsdirektør, borgmester og øvrige politikere vil blive hilst velkomne til dialog både med disse virksomheder og med alle andre, uden det behøver koste 300.000 kr. Kommunen skal involvere sig over alt. Men det holder jo ikke, hvis det skal koste 300.000 kr. hver gang borgmester, byrødder eller direktører skal deltage i erhvervsdialog.
Begrundelserne for støtten er for langt ude. Vi har ikke råd. Vi skal ikke give skjult støtte til et aktieselskab og i øvrigt er det tvivlsomt om den såkaldte markedsføring er pengene værd.






RSS