Nyt fra Vejle Byråd
Af byrådsmedlem
Morten Kristensen
Poppelvang 3
7080 Børkop
Tlf.: 51 50 81 49
21 78 76 45
Mail: morkr@vejle.dk
Temaplan for mindre landsbyer
Jeg har tidligere omtalt ovenstående i forbindelse med en fordebat og har i den forbindelse også omtalt nogle af de områder i den tidligere Børkop Kommune, der er med i planen.
Temaplanen skal nu behandles i Byrådet, hvorefter den sendes i høring inden endelig behandling i Byrådet. Planen bliver et tillæg til kommuneplanen 2009-2021.
Det foreliggende oplæg kan bl.a. ses på kommunens hjemmeside i forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af sagen den 30. januar 2012.
Her fra området er der en omtale af Brøndsted – Gauerslund – Rands – Sellerup – Store Velling – Tiufkær.
Jeg skal ikke her komme ind på alle områder, men omkring Gauerslund fremgår det bl.a., at Præstegården er vigtig at bevare tillige med nogle andre bygninger i området.
I omtalen omkring baggrunden for planlægningen er der ligeledes medtaget et flot billede af en ældre ejendom i Gauerslund og med teksten: ”Huset har mange fint bevarende træk af lokal byggeskik”.
I omtalen af Sellerup bliver der gjort en del ud af at nævne vigtigheden af at bevare landsbyens bebyggelsesstruktur, og under forslag til ny kommuneplanramme oplyses det som et notat, at ejerlavet er udpeget som kulturmiljø. Der bør udarbejdes en bevarende lokalplan for landsbyen.
Omkring de andre landsbyer synes jeg, der er en god omtale og mange flotte billeder, som viser værdierne i landsbyerne.
Jeg kan derfor kun foreslå de lokale, at de ser på planen og senere kommer med kommentarer.
Da der er tale om en meget stor plan, kan der let have indsneget sig nogle fejl i relation til kortbilag m.v. Måtte I ved gennemlæsningen støde på nogle, så skriv til mig på morkr@vejle.dk eller kontakt mig på 21 78 76 45 eller kontakt Teknisk Forvaltning direkte.
Vejle Kommunes
strategier 2012 – 2013
Økonomiudvalget har besluttet at sende ovenstående materiale i høring i fagudvalgene, inden det forelægges til behandling i Økonomiudvalget.
I forbindelse med vedtagelse af Kommunestrategien 2009-2010 blev det besluttet, at kommunestrategien justeres hver andet år.
Oplægget kan findes under dagsordner for Økonomiudvalget på kommunens hjemmeside, såfremt det har din interesse at læse hele oplægget, som efter min vurdering indeholder mange spændende tiltag.
Oplægget lægger meget op til yderligere styrkelse af Vejle by som attraktion.
I strategien er der et afsnit om centerbyer og levende lokalsamfund. I omtalen gøres der opmærksom på den store vækst, der har været i området, og at Børkop befolkningsmæssigt er vokset til at være Vejles største centerby.
Der nævnes nogle særlige indsatser, der skal styrkes. Og jeg skal her blot nævne et par eksempler.
”Vi vil videreudvikle Børkop og Brejning og de omkringliggende bysamfund til attraktive bosætningsområder ud fra bæredygtige mål og tæt kontakt med landsskabet”.
”Vi vil arbejde for at realisere Børkop midtbyplan, så midtbyen fremstår stærkere og mere synlig”.
Om naturskønne Vejle skrives der også noget om særlige indsatser omkring Vejle Fjord.
”Brejning Strand og Mørkholt strand skal forbedres funktionelt og æstetisk”.
”Vi vil genoprette naturen og vandmiljøet omkring Rands Fjord og Skærup Ådal samtidig med, at vi udvikler de rekreative muligheder”.
Broen ved Toftum
På sidste møde i Teknisk Udvalg var der en sag om renovering af broer på dagsordenen. I den forbindelse fremgik det, at BaneDanmark havde fremsendt en oversigt til kommunen over en række broer, der i de kommende år skal renoveres i samarbejde med kommunen. I 2012 drejer det sig om bl.a. broen ved Toftum.
Der er ikke tale om større ændringer, der er vedligeholdelse m.v.
Stigende ledighed
Jobcentret i Vejle har udsendt en opgørelse over ledigheden december 2011. Opgørelsen viser, at ledigheden i Vejle fra december 2010 til december 2011 er steget med 0,3 %. I hele landet er den faldet med 2,4 %.
I forhold til november 2011 er der 38 flere ledige i Vejle Kommune.
I forhold til de andre kommuner i området er ledigheden i forhold til december 2010 faldet i Kolding, Fredericia, Horsens og Hedensted.
Kollektiv trafik
Teknisk Udvalg har nu lagt sidste hånd på køreplanen for 2012/2013 for så vidt angår de lokale ruter. Det har været en god høringsperiode.
Jeg har tidligere omtalt de ændringer, der har været i høring, og som er blevet indstillet til udvalget.
Som nævnt nedlægges en rute (åben skolerute i skoleperioden) fra Håstrup/Smidstrup/Skærup til Børkop.
I stedet åbnes der op for Flextur fra området. For borgerne i Høll/Hvidbjerg opretholdes nuværende busruter, men der bliver ligeledes Flextur fra området til Børkop.
Der vil senere blive udsendt informationsmateriale. Jeg håber, at der nu er skabt ro om køreplanerne for det næste år.







RSS