Mindeord
Ina Meller
Erik Eriksens Vej 25
7100 Vejle
Børge Holmer Pedersen døde i sit hjem i Tiufkjær den 13. august.
I sit 83 år lange liv har Børge Holmer Pedersen været en aktiv og skattet personlighed som med velvilje, dygtighed og rettidig omhu påtog sig offentlige hverv og deltog i det lokale samfundsliv, samtidig med at han som familiemenneske og gårdejer mestrede privatlivet forbilledligt.
Børge er barnefødt i Tiufkjær, hvor han har boet og hørt til hele sit liv, og fødegården ”Jensgaard” har været rammen om hans aktive arbejdsliv.
Børge var ivrig jæger - ikke kun for at nedlægge vildtet, men lige så meget – ja, måske mere for at nyde faunaen i den natur, han holdt så meget af og var så vidende om.
Det travle gårdmandsliv til trods kunne Børge med sit udadvendte væsen afse tid til at deltage aktivt i livet, både i sognet som helhed og i Børkop kommune. Han var med til at starte byfesten i Smidstrup, som i år for første gang i sin 38-årige historie måtte undvære Børges medvirken.
Af tillidshverv beklædte han i en årrække formandsposten for skolekommissionen i Børkop kommune, lige som han var formand for skolenævnet for Smidstrup Skærup Centralskole.
Børges verden indskrænkede sig ikke kun til det hjemlige. Som ganske ung tog han med båd til Amerika, hvor han arbejdede i en frugtplantage i det vestlige Canada i 1 års tid.
Tiden som løjtnant og udstationeringen i Wilhelmshafen ved Den Danske Brigade 48/49 forklarer hans interesse for det, der skete under 2. verdenskrig.
Børge var et dejligt menneske, en dygtig og kompetent person, der med venlig myndighed tog udfordringer alvorligt og aldrig gik på kompromis for at komme over, hvor gærdet var lavest. Med sit positive væsen iblandet en god portion humoristisk sans udstrålede han en åbenhed og ærlighed, som var meget tillidsvækkende, og som signalerede, at her var der tale om en frihedselskende person. Sit otium tilbragte Børge sammen med Aase i villaen på Tiufkjærvej, basen for mange udadvendte aktiviteter og en usædvanlig stor gæstfrihed; mange har nydt ”et par hyggelige timer sammen”!
Vi er mange, der savner Børge, og føler det som et stort tab, at han ikke mere er blandt os; sorgen fylder nu, men de dejlige minder banker på. Må alle vore gode tanker nå Aase, Bodil, Jens, Hans og deres kære!
Et kæmpe træ, der ragede op over de andre træer i skoven, blev fældet.
Æret være hans minde.







RSS