Østjyderne ønsker pakken i skuret
Over 9300 husstande i Østjylland benytter sig nu af Modtagerflex og får derfor leveret pakker og maxibreve i eksempelvis garagen eller skuret, hvis de ikke er hjemme, når postbuddet kommer forbi.
Det er især Silkeborg med ca. 900 tilmeldte, der fører an. Men også Horsens og Skanderborg med hhv. 480 og 450 tilmeldinger og Odder med 290 er godt med. På landsplan er over 50.000 tilmeldt ordningen, som blev lanceret i november 2009.
- Danskerne handler i stigende grad på nettet frem for i de fysiske butikker. Derfor er det dejligt, at Post Danmark kan gøre det endnu nemmere at være kunde og lade kunderne selv bestemme, hvor de helst vil modtage deres pakker – det er Modtagerflex og også vores pakkeautomat Døgnposten glimrende eksempler på, fortæller Jørgen Fischer, chef for Privatkundeområde Vest i Post Danmark.
- Vi kan se, at de kunder, der allerede er tilmeldt ordningen, er ovenud tilfredse med den fleksible måde at kunne modtage pakker på. Kommer man fx sent hjem fra arbejde, eller har man været på stranden hele dagen, er det jo også dejligt nemt, at pakken ligger og venter på én på det aftalte sted.
Med Modtagerflex kan kunder i rækkehuse, villaer og landejendomme over hele landet få leveret pakker og maxibreve på privatadressen, hvis de ikke er hjemme, når postbuddet kommer. Man kan tilmelde sig ordningen via ePosthuset på postdanmark.dk, eller hvis man ikke har adgang til internettet, kan man få tilsendt en tilmeldingsblanket ved at kontakte Post Danmarks kundeservice på tlf. 80 20 70 30. Når man har tilmeldt sig Modtagerflex, bliver alle pakker og maxibreve leveret på det aftalte sted, medmindre man får en pakke, som man skal kvittere for at modtage eller eksempelvis vælger at få forsendelsen leveret i pakkeautomaten Døgnposten.






RSS