Er dine sandaler lovlige? Tjek det før bilferien
Det er ulovligt at køre bil i Tyskland, hvis du har løstsiddende sandaler på. Det tyske færdselspoliti gennemfører hvert år en række razziaer, hvor især feriebilister bliver afkrævet en bøde på mellem 10 og 50 Euro afhængig af situationen.
- Bliver du taget med for luftigt og løstsiddende fodtøj som bilist, så er der kontant afregning. Udlændige skal betale en evt. bøde med det samme, og har du ikke kontanter, så eskorterer politiet dig gerne til den nærmeste hæveautomat, siger Svend Lykkemark.
I Danmark er det ikke ulovligt at køre bil i løse sandaler, men alligevel fraråder FDM, at man gør det:
- Direkte lovgivning er lige lovlig drastisk på et område, hvor fornuft bør råde, mener chef i FDM’s tekniske afdeling Jørgen Jørgensen, som anbefaler, at man kører i bil iført et fodtøj, der sidder godt fast på foden.
I det hele taget er de tyske færdselsregler ofte mere strikse end de danske. Hvis tagboksen ikke er monteret korrekt, så giver det tyske færdselspoliti en bøde på 70 Euro. Boksen skal være monteret midt på bilen, og ikke ud til en af siderne på taget, hvilket i øvrigt også forringer bilens køreegenskaber væsentligt.Igen i år varsler det tyske politi desuden razziaer, hvor de måler, om campingvogne, der kører over 80 km/t er udstyret med ”Tempo 100” godkendelse. Er de ikke det, kan bøden løbe op i flere hundrede Euro.
I Tyskland har 42 byer, blandt andre Berlin, Bremen og München, indført miljøzoner, hvor bilens forureningsgrad bestemmer, hvor meget det koster at køre ind i zonen. Er bilen ikke udstyret med en korrekt mærkat, den såkaldte Umwelt Plakette, så koster det 40 Euro i bøde, og bliver man fanget i de automatiske kontroller, så eftersendes bøden og lander i brevkassen hjemme i Danmark.
Det samme gør de italienske bøder, hvis man kører ind i ”Zona Traffico Limitato” uden mærkat, men kører man i en udlejningsbil uden mærkat, så trækker udlejningsselskabet bøden direkte over kreditkortet. Hvis udlejningsbilen bliver noteret fire gange i Firenze, hvor bøden er på 110 Euro, så er det altså 440 Euro, der bliver trukket på kreditkortet.
Der er oprettet trafikbegrænsede zoner i bl.a. Bologna, Firenze, Milano, Siena, Arezzo, Rom, Verona og Pisa.
- Det er endnu ikke muligt at købe mærkat hjemmefra til de italienske miljøzoner, det skal man gøre lokalt. Til gengæld kan de tyske mærkater let skaffes hjemmefra. De kan købes fx hos FDM eller bestilles på nettet, fortæller sekretariatschef Svend Lykkemark fra OK.
I Østrig og Schweiz er der endnu ikke indført miljøzoner i byerne. Til gengæld er der afgift for brugen af motorveje i begge lande. I Østrig koster det 7,90 Euro for en motorvejsmærkat, der gælder i ti dage, og som skal sidde i bilens forrude, når man kører ind i Østrig. Det østrigske færdselspoliti afholder dagligt razziaer, og bøden for manglende mærkat er 105 Euro, der skal betales kontant.
I Schweiz køber man en vignet for godt 200 kroner, der gælder frem til 31. december i det indeværende år. Der er ikke bøder ved razziaer, men krav om køb af mærkat, hvis bilen ikke har det.
I flere af de europæiske lande er brugen af fartkameraer langt mere udbredt end i Danmark. Frankrig, Schweiz og Tyskland gør især brug af automatiske fartkameraer. Bliver bilen fanget af et kamera, bliver bøden sendt til det danske politi, som så sender den videre til bilens ejer. Det er også en rigtig dårlig idé at køre for stærkt i forbindelse med vejarbejde i Tyskland. Bøden fordobles nemlig automatisk ved vejarbejde, så det bliver hurtigt en dyr fornøjelse.
- Husk også at det er et krav i mange europæiske lande, at der skal være gule veste til både fører og passagerer i bilen, slutter Svend Lykkemark, OK.
Se mere om de særlige regler og hvor i Europa, der er betalingsmotorveje og miljøzoner på www.trafikken.dk.






RSS