Giv sultne hjælp til selvhjælp
Der er brug for frivillige, der vil gå en tur med raslebøssen ved Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling den 7. marts
Den 7. marts sender de 4 sogne i Gl. Børkop kommune frivillige indsamlere ud for at banke på så mange gadedøre som muligt. For at kunne gøre dette har vi brug for friske frivillige, der vil give et par timer til fordel for verdens fattigste.
Årets indsamling fokuserer på sultbekæmpelsen, som har været en kernesag for Folkekirkens Nødhjælp siden 1922. Selv om mad er en menneskerettighed, går flere end 850 mio. mennesker hver dag sultne i seng. Sult påvirker mennesker fysisk, mentalt og åndeligt. Sult gør det umuligt at leve et aktivt liv. Et underernæret barn kan hverken lege eller lære. Er barnet underernæret gennem længere tid, tager både hjernen og immunforsvaret skade.
Det er mennesker, der lever med daglig, udmarvende sult, sognene ønsker at støtte med indsamlingen den 7. marts.
Der er hårdt brug for hver en krone der lægges i indsamlingsbøssen og de rækker langt, der hvor de skal gavne.
Du kan melde dig som indsamler søndag den 7. marts ved at kontakte indsamlingslederne – se annoncen eller møde op på indsamlingsstedet, men for at være godt forberedt vil vi gerne have tilmelding.







RSS